Kære grundejere i Hejmdal
Københavns kommune er igen begyndt at interessere sig for vores veje.
Bortset fra Funkiavej Øst og Kentiavej ser de heller ikke for kønne ud, og kommunen er jo tilsynsmyndighed.
Funkiavej, Kaktusvej og Lotusvej 2015/16
Det hele startede i november 2015, hvor grundejere hver for sig modtog en skrivelse fra kommunen vedrørende ”Forvarsel om påbud vedrørende samlet vedligeholdelse i 2016 af Funkiavej fra Oxford Allè til Irlandsvej, Pæonvej og Lotusvej fra Funkiavej til ”blind ende” samt Kaktusvej fra nr. 53/54 til ”blind ende””.
Bestyrelsen udsendte primo december 2015 en orienteringsskrivelse til grundejerne om problemstillingen, herunder nødvendigheden af en fordobling af det årlige kontingent fra 3.400 kr. til 6.800 kr. samt indkaldelse til et orienteringsmøde i januar 2016 for grundejerne. Samtidig anmodede bestyrelsen kommunens tekniske forvaltning om et møde.
Spørgsmålet om renovering af vores veje blev således drøftet (sammen med spørgsmålet om klimaveje) på et møde for grundejerne den 21.januar 2016.
Efterfølgende afholdt bestyrelsen den 18. februar 2016 møde med kommunens tekniske forvaltning. På baggrund af vores orientering af kommunen om foreningens planer om etablering af klimaveje, blev der med kommunen opnået enighed om først at gennemføre en totalrenovering af nævnte veje, når klimavejene var etableret. Dog under den helt klare forudsætning, af vejene i Hejmdals område løbende blev holdt i en rimelig stand. Dette blev meddelt grundejerne ved den ordinære generalforsamling den 8. marts 2016.
Kaktusvej, maj 2019
Beboerne på Hejmdals del af Kaktusvej modtog for nylig en skrivelse fra Københavns Kommune, dateret 10. maj 2019, benævnt ”Kaktusvej skal istandsættes snarest muligt”. Det fremgik bl.a. af skrivelsen, ”at asfalten er så nedslidt, at vejen som minimum skal have nyt slidlag”. Hvis vejen ikke blev istandsat ”snarest mulig”, ville kommunen gøre det for beboernes regning, dvs. beboerne på Kaktusvejs regning.
Da bestyrelsen blev gjort opmærksom på kommunens henvendelse til beboerne på Kaktusvej, tog vi omgående kontakt til kommunen og mindede forvaltningen om den kommende etablering af klimaveje, der planlægges udført i foråret 2020, samt vores planer for en gennemgribende renovering af vores veje umiddelbart efter anlægget af klimavejene.
På den baggrund blev det aftalt at gennemføre en vejgennemgang med kommunen. Den blev gennemført torsdag den 23. maj.
Inden da – og uden forbindelse til kommunens skrivelse – er vejene, herunder Kaktusvej blevet løbende vedligeholdt som besluttet på generalforsamlingen. De største huller var derfor repareret inden vejgennemgangen.
Selve vejgennemgangen med kommunen forløb positivt. De største huller var som nævnt netop blevet udbedret, og vi kan nøjes med mindre reparationer det kommende år. Men det forudsætter, at kommende skader udbedres hurtigt. Dette blev aftalt med kommunen. Kommunen var i øvrigt tilfreds med vores generelle vedligeholdelsesplan.
Bestyrelsen skal derfor anmode om, at grundejerne – så snart der konstateres skader på vejene – kontakter bestyrelsen, bestyrelsen@gf-hejmdal.dk. Så vil bestyrelsen sørge for, at skaden udbedres.
Ethvert spørgsmål vedrørende vores veje bedes ligeledes rettet til grundejerforeningens bestyrelse, bestyrelsen@gf-hejmdal.dk.
Såfremt en enkelt eller nogle grundejere selv henvender sig til kommunen, så kan sagen hurtigt komme ud af vores hænder, og så kan det blive meget dyrt for alle eller for nogle få enkelte. Brug grundejerforeningen, det er derfor, den er der.
Samtidig vil bestyrelsen også anmode om, at grundejerne passer godt på vores veje. De skal holde i mange år og til lavest mulige vedligeholdelses-omkostninger. At passe godt på vores veje indebærer også fjernelse af ukrudt på fortove, samt ikke mindst i rendestenen hvor kantstenen møder asfalten på kørebanen. Ukrudt gennemhuller asfalten, hvilket medfører nedsivende vand med underminering og frostskader til følge.
Samtidig fastslår vores gældende Ordensreglement, dateret 21. maj 2015, bl.a.:
”Foreningens veje stilles under medlemmernes beskyttelse, således at hver især påser, at disse ikke lider overlast eller ødelægges. Såfremt private bygge- eller flytteforretninger beskadiger vejen, fortovet, fliser mv., skal skaderne udbedres og dækkes økonomisk af den pågældende grundejer. Foreningen dækker således ikke de hermed forbundne omkostninger”.
Grundejerne i Heimdal betaler for tiden et højt kontingent, som skal bruges fornuftigt dvs. på den kommende totalrenovering af vejene, så kvaliteten i hele området bliver som Funkiavej Øst og Kentiavej.
Med venlig hilsen og god sommer
Hans Henrik Gabelgaard
G/F Hejmdal, Formand